Did you know…

  • Anoreksi kan ramme alle

Anoreksi rammer ikke de svage. Eller dem der går meget op i sig selv og deres krop. Eller dem der i forvejen har et kompleks med sig selv. Anoreksi kan ramme alle! Og at jeg blev ramt lå ikke i kortene, hvis du spørger mig. Jeg dyrkede næsten ikke noget motion. Jeg spiste fuldstændigt, hvad jeg havde lyst til. Jeg havde stort set ikke været på en eneste slankekur i hele mit liv. Jeg var generel en meget glad og sund kvinde og pludselig …. så blev jeg ramt.

  • Det rammer ikke kun teenagere

Der er mange unge piger, der bliver ramt af anoreksi. Men med til statestikken hører også kvinder oppe i alderen og drenge og mænd. Så at tro, at det er en ”teenagere-pige-sygdom” er meget forkert. Og så tror jeg desværre også, at der er en del kvinder i min alder, der lever videre med mén efter teenageårenes spiseforstyrrelser. Det er under kontrol, men stadig er deres selvværd og kropsopfattelse flosset. Som min veninde engang sagde til mig …”har alle kvinder ikke en eller anden form for spiseforstyrrelse”.

  • Det skyldes ikke en dårlig barndom

NEJ! Det har absolut intet med en dårlig opvækst at gøre – og i mit tilfælde tværtimod. Jeg kom fra en kernefamilie med far, mor og 2 børn. Voksede op i en familie fuld af kærlighed og tryghed – og hvis jeg selv skal sige det – med sunde og gode værdier til tilværelsen. Ja tilværelsen havde været god for mig og mod mig. Selv mine veninder omtalte vores familie som en rigtig ”kernefamilie”, og hvor jeg indtil en alder af 27 år havde gået igennem livet med kun medgang.

  • Anoreksi handler ikke om mad

De fleste tror, at anoreksi handler om mad. Men det gør det ikke! Mad er bare midlet til at bekæmpe kroppen. Og kroppen er bare hylstret, der rummer ens tanker. Tanker, der fører til handlinger, og handlinger, der giver kontrol og tryghed. Anoreksi handler om tanker, kontrol og tryghed, som jeg skriver i min bog. Helbredelse til anoreksi handler ikke om at få spist noget mad. Det handler mere om at få ”styr” på sine tanker. At få de onde tanker gjort til gode tanker. At få lyst til livet igen. Og det sker ikke bare ved at få nogle flere kilo på kroppen. Det psykiske skal følge mindst lige så meget med som det fysiske. Derfor er det også så vigtigt at have både en diætist og en psykolog tilknyttet ens forløb, mener jeg.

  • Det er ikke mediernes skyld

Citat: ”Piger med spiseforstyrrelser spejler sig i slanke modeller”. Jeg kan selvfølgelig ikke tale på alle unge pigers vegne, når jeg siger, at det bestemt ikke er min opfattelse … – at det er mediernes skyld. Men jeg kan tage udgangspunkt i mig selv og de kvinder, jeg kender med anoreksi og sige, at det er ikke en sygdom, der udspringer af at se tynde modeller i bladene. Som andre lignende psykiske sygdomme tror jeg, at det handler om “at have ondt i livet”. Og ”ondt i livet” er ikke kommet på grund af medierne. Det handler mere om, at når det gør så ondt indeni, så må det også gøre ondt udenpå. Jeg plejer at beskrive det, som at man spinder sit eget spindelvæv. Og man bliver ved og ved. Også selv om man kan mærke, at trådene bliver kortere og kortere og gør mere og mere ondt.

  • Man har ikke et socialt liv

Da jeg talte med min forelægger og spurgte ham, hvad han var mest forundret over ved sygdommen anoreksi, svarede han: ”at det gik ud over ens sociale liv”. Isolationen og ensomheden der følger med sygdommen er efter min opfattelse det værste ved sygdommen. For at forstå det så plejer jeg at sammenligne anoreksi men en depression. Det er som en depression, der har sat sig på den del af hjernen, hvor alt det sjove, det impulsive, det frie, det anderledes og det ukontrollerede udspringer. Den sørger for, at man er ensom. Den fordrejer ens hjerne og gør, at man har svært ved at koncentrere sig. Og på grund af skam over sygdommen, bruger man alt sin energi på at dække over den. Når andre har det sjovt, ser man tydeligst sin sygdom, og derfor vælger man at isolere sig fra andre.

  • Du kan blive rask

Du kan blive rask! – men det gør du i kraft af, at du lærer at leve med din sygdom. Du lærer at kende ”faresignalene” og har redskaberne til at ”bekæmpe de onde tanker”. Jeg betegner den dag i dag mig selv som en ex-anorektiker på lige fod med en ex-alkoholiker eller en ex-narkoman. Jeg har brugt mange år på at bekæmpe sygdommen og den dag i dag er sygdommen bekæmpet til at ”leve med” – hvis det giver mening! Og så handler det om for den anoreksi-ramte at finde det lys, der skal brænde for enden af tunnelen. At finde viljen større end håbet. Og håbet større end tankerne. Og endelig – at få tankerne hørt af andre, der kan yde hjælp.

  • Fortiden glemmes aldrig

Den dag i dag kan jeg af og til føle mig stigmatiseret af mine nærmeste, der kender til min sygdom. Hvis jeg ikke spiser et stykke kage fx. eller ikke tager sovs eller siger nej tak til desserten – så kan jeg se i deres blik, at de tænker tanker fra fortiden. Så føler jeg, at jeg er ”nødt til” at fortælle, hvorfor jeg ikke lige har lyst til et stykke kage. Jeg kan ikke fortænke dem i tankerne, og har nok også erkendt, at om jeg så vejer 80 kg, så vil de stadig tænke de tanker. Jeg slipper aldrig af med prædikatet anorektiker!

  • Kroppen husker

Det er almindeligt kendt, at der er mange bivirkninger ved anoreksi så som udeblivelse af menstruation, man får forstoppelse, man begynder at miste håret, man føler sig træt og svag osv. Hvad der måske er mindre kendt er komplikationer som kan komme som en følge af spiseværingen mange år efter, så som udvikling af knogleskørhed, hævelse i kroppen (ødem), forstyrret væskebalance osv. Jeg får fx. den dag i dag hævelse i kroppen, når jeg indtager salt eller sukker, hvilket jeg ikke er i tvivl om er grundet min sygdom.

  • Anoreksi er et tabu

Da jeg fik anoreksi og vejede mindst og havde det dårligst, var der ingen, der spurgte mig, om jeg var syg. Bevares mine allernærmeste gjorde – men så var det også det! Jeg var på en arbejdsplads med over 350 mennesker. Jeg var til familiesammenkomster. Jeg var til fester. Jeg trænede i diverse fitness-centre. Men der var ikke én eneste, der på min vej spurgte, om jeg var okay!? Havde jeg haft brækket en arm, ville alle have spurgt mig. Det kan være svært at se forskellen på ”normal tynd” og ”anoreksi-tynd” – og så alligevel ikke, synes jeg. Grænsen kan ses, hvis man iagttager, hvad der bliver spist (eller ikke spist). Jeg ved godt, at det kan være svært at sige til en anoreksi-ramt … ”hey – du er godt nok blevet tynd”. Eller ”har du ikke brug for hjælp?”. Men når man er allermest syg, så er det summen af alle bemærkninger, der er med til at få én på rette vej og tænke tanker om helbredelse. Det er ikke fortigelse!

Skriv et svar

Dansk Dansk English English Italiano Italiano