Everything went wrong

At leve i et andet land som udlandsdansker kan være en udfordring! En udfordring som udvikler sig i takt med tiden, og hvor jeg i starten mest af alt havde travlt med at installere os – min mand, jeg selv og vores to børn – og finde ud af de mest basale ting i Italien så som; ”Hvor er det nærmeste supermarked?”. ”Hvor skal vi registrere os som tilflytter?”. ”Hvad gør vi, hvis vores barn bliver syg?”. ”Kan vi betale alle regninger på posthuset?”. ”Hvordan fungere affaldssorteringen?”. ”Er alle butikker lukket om søndagen?”. ”Hvad findes der af aktiviteter til vores børn?”. Og så videre. Og så videre.

Efter 1 år så er de fleste spørgsmål blevet stillet og mere vigtigt også besvaret enten ved hjælp ”udefra” eller ved egen hjælp og erfaring. Dermed indledes næste fase i tilværelsen som udlandsdansker, og det er den fase, hvor man vover sig ud af sin lille ”rede” for at kaste sig ud i deltagelse ved diverse arrangementer uden altid at ane, hvad det helt præcis er, der skal ske. Og det vil jeg give et eksempel på:

Billede 3Festa di nonni

Begge vores børn går på en italiensk skole. Min 5-årige dreng Jonathan går i børnehave og min 7-årige pige Josephine går i skole. I oktober sidste år holdte man en ”Festa di nonni” oversat ”Bedsteforældre-dag”, hvor bedsteforældre blev inviteret til at komme medbringende småkager, og hvor pengene ved køb af småkagerne skulle gå til velgørenhed. Det var i hvert fald hvad jeg havde fundet ud af i min oversættelse af invitationen fra børnehaven. Nå men jeg ankommer kl. 14.30 præcis men vælger for en gang skyld IKKE at være den præcise og strækker den i stedet til 14.40 (det var jo bare sådan noget ”åbent hus-agtigt” – og desuden havde jeg heller ikke bagt småkager, da jeg var i tvivl om, hvad det præcis var for nogle kager, man skulle komme med).

Billede 4På slaget 14.40 træder jeg ind af døren og ud af højttaleren lyder det ”Dove é mamma di Jonathan?” (hvor er Jonathans mor?). Til min skræk ser jeg, at hele børnehaven er fyldt med alle forældre/bedsteforældre, der sidder i rækker og venter på, at showet kan starte med alle børnene. Jeg rækker hånden op i luften for at vise, at ”her er mamma di Jonathan”. Og så starter showet. Den næste overraskelse er, at se min dreng stå med en grå paryk og stok efterlignende en gammel bedstefar. Jeg kommer derefter i tanke om, at han adskillige gange har sagt til mig, når vi har passeret den grå paryk i børnehaven, at ”den har jeg på mor!” – og hvor mit svar hver gang har været ”ja, ja – den er god med dig”. Nå men showet er igang, og jeg konstaterer at omkring mig er der borde med en masse lækre kager. På kagerne er der en seddel med et navn og et beløb, så man kan se, hvad de koster og hvem, der har lavet dem, tænker jeg. Smart!

Efter børnenes optræden, som jo selvfølgelig er sødt og rørende – (hvis man forstår italiensk) – så har min søn travlt med at slæbe mig med udenfor, hvor han vil vise mig, hvad han har lært med en basketball. Efter 10 min. udenfor siger jeg til ham, at nu må jeg ind og købe en kage, hvorefter jeg konstarerer, at sedlen på kagerne ikke viser, hvem der har lavet dem, men hvem der allerede har købt dem. Og der er navne på alle kagerne!

Maj-juni 2014 080Nu må jeg råbe

På det tidspunkt har jeg lyst til at råbe ud til alle, at hvis denne ”Festa di nonni” havde foregået i Danmark i min søns børnehave, så havde jeg for det første vist ALT, hvad der var værd at vide om den fest. Jeg havde nok også siddet i et udvalg, hvor vi sammen planlagde dagen. Derudover havde jeg været der mindst 1 time før, så jeg kunne hjælpe med at sætte stole og borde frem. Jeg havde kendt ALT til min søns optræden og havde nok også øvet showet med ham derhjemme. Jeg havde selvfølgelig lavet mindst 2 store flotte kager til dagen OG havde selv købt 3 kager. Det havde i det hele taget været en dag fuld af præcision, overskud, energi, kontrol og styring.

Men i stedet bliver det en dag, hvor de italienske bedsteforældre må have tænkt; for det første kan hun ikke komme til tiden. For det andet ses det tydeligt, at hun ikke aner, hvad der skal ske. For det tredje har hun ingen kager med, og for det fjerde gider hun ikke engang at støtte vores velgørenhed med køb af andres kager!

”Hvorfor er hun her?” … må de tænke. Og svaret er simpelt: ”Fordi jeg er vild med jeres smukke land, jeres gode mad og skønne vine og jeres afslappet livsstil og imødekommende væremåde”.

One Reply to “Everything went wrong”

  1. […] Lad os komme tilbage til festen: La Festa dei Nonni og fejring af bedsteforældre. Helt konkret sker det ved, at man for eksempel i skolerne og børnehaverne laver en gave til ens bedsteforældre. Det kan være i form af et sødt brev til dem, en tegning eller en ting, man selv har lavet. Eller opfører et skuespil til ære for bedsteforældrene, der bliver inviteret til at komme og se det. Se i øvrigt hvor galt det kan gå, når man bliver inviteret med til “La Festa dei Nonni” og ikke helt har forstået konceptet: her […]

Skriv et svar

Dansk Dansk English English Italiano Italiano