The contrast of the crumpled country

Forår 2016 107Når nogle spørger mig, hvad jeg synes, der er mest kendetegnet ved Italien (Norditalien vel og mærke), så svarer jeg: “at det er et kontrastfyldt krøllet land”. Hmm … siger de så – og beder mig uddybe. Og det gør jeg så gerne.

Når jeg siger kontrastfyldt, så mener jeg, at “the gab” mellem det ene og det andet er ekstremt stort. Det skriger til hinanden; som den ene hånd der stryger et barn over hovedet, mens den anden hånd giver barnet en lussing …. – hvis du forstår mit billede. Lad mig give eksempler:

 

  • I svømmehallen er det strengt forbudt IKKE at have badehætte på pga. hygiejnen. Men man behøver IKKE vaske sig, inden man går ind og svømmer.
  • Børnehaven har en kæmpe skål med SLIK. Men det er af højeste prioritet, at børnene spiser SUNDT mad til frokost.
  • Når man har fået bøde for at køre for stærkt eller overfor rødt fx., kan man slippe for “klip” i kørekortet, hvis man betaler den høje takst (også kendt som millionærbøden).
  • Børnene lære at lave lektier selv uden hjælp og være meget selvstændige i skolen. Men når de skal hjem, skal de alle følges ud ad døren med en lærer, der skal nikke ja til, at de må gå hen til deres mor eller far.
  • At komme til tiden er ikke noget, de går op i (det ved mange nok). Men skolen er kl. 8.00 – dut! Og man har 5 min. til at aflevere sit barn ellers lukkes skoleporten præcis 8.05 DUT!
  • Eller isbutikken der gerne vil tjene penge. Men holder sommerferie hele august måned.

Forår 2016 235Jeg tror, at billedet er blevet tegnet op til forståelse og morskab for læseren. MEN det er altså ikke altid morsomt at leve i, hvilket leder mig over til det andet ord: “et krøllet land”.

Et ord der skal forståes ved modsætningen, som er, at der ikke findes en lige vej at gå – i Italien. Alt er krøllet. Det er ikke fra A til B den korteste vej – men fra A og lidt frem og tilbage og til siden og lidt tilbage igen og så videre. Og endelig … hvis vi er heldige, er vi fremme ved B. 🙂

Jeg vil atter kaste nogle eksempler efter det:

  • posthuset når man skal sende flere konvolutter og have dem frankeret med det samme beløb, så kan deres maskine/computer ikke sige “frimærke x antal”. I stedet køres hver konvolut igennem systemet særskilt. Én efter én …. og efter 20 minutters ekspedition, har man fået sendt 20 konvolutter.
  • Man kunne endelig betale grønafgiften på bilen online. Hurra for det! Men efter registrering og log-in og en masse oplysninger senere finder man ud af, at man kun kan betale med ét slags betalingskort …. Øv. Retur til posthuset.
  • kommunen når man skal tilmelde sig som nytilflytter, så skal de have en masse forskellige dokumenter. Men det fortæller de løbende, når man kommer med en kopi af fx passet, og de beder om også at få kopi af ens dåbsattest. Så kommer man med det, så skal de også bede om kopi af … og så videre. Det betyder, at man meget vel kan afsætte en uges renderi på kommunen, da de ikke fra første møde fortæller, hvad de præcis skal have af dokumenter i alt.
  • Og endelig så en lille anekdote, der igen understreger min pointe. Vi skulle have et gelænder op i gangen op til 1. sal. En væg der støder ind til gæsteværelset. Der kom 2 mænd, der brugte lang tid på at sætte det op. De borede og borede i væggen. Da de var færdige, takkede vi for det flotte arbejde, men opdagede så, at de havde boret igennem væggen ind til gæsteværelset og lavet store huller alle de steder, de havde boret.

Når alt dette er sagt, så skylder jeg at sige, at jeg godt kan lide, at noget er kontrastfyldt – for hvor ville man da kede sig, hvis alt var ens. Og at det er lidt krøllet – jamen det er jo dét, man husker og griner af …. altså ikke i det øjeblik man står i det ….. – men senere!

 

 

Skriv et svar

Dansk Dansk English English Italiano Italiano