Happy Easter

I Italien fejrer man også påske som i Danmark – dog i en “forkortet udgave” i forhold til den danske påske.

I Danmark fejrer vi påske fra Skærtorsdag til og med 2. Påskedag om mandagen. I Italien fejrer man  faktisk kun påske om søndagen og mandagen – og den store forskel er nok, at man i Italien har mange flere religiøse indslag … i hvert fald jo længere sydpå man bevæger sig og særligt i de mindre byer og på landet.

Et meget udbredt religiøst indslag fik vores familie selv at opleve, da vi helt bogstavligt kørte lige ind i det fredag aften ved 22-tiden, da der var en folkevandring lige ude foran vores bopæl. Omkring 50-100 mennesker var igang med at gå “Via Dolorosa*”. De gik med tændte fakler fra station til station, og hvor der ved hver station var bundet en rød sløjfe ved stedet og sat nogle tjørnegrene (tror jeg det var) og et stykke papir fast, hvor der stod det nummer, de var nået til. Meget smuk cermoni synes jeg.   

Bevæger vi os over i det gastronomiske i påsken i Italien, så spiser man om søndagen frokost og middag sammen med familien, og om mandagen er der stor frokost igen. Retterne på bordene rundt om i landet bærer præg af de regionale specialiteter, men lam og æg indgår som regel i en eller anden form ligesom i Skandinavien. Italienerne fejrer ikke Skærtorsdag og Langfredag, og det er derfor kun Påskedag og 2. Påskedag man møder lukkede butikker, men selv det kan komme an på, hvor man befinder sig. I storbyerne og de mere turistprægede egne kan man finde åbne forretninger og restauranter selv på Påskedag.

* Via Dolorosa betyder smertens vej og er en vej i Jerusalems gamle bydel. Traditionen anser Via Dolorosa som den rute, Jesus gik på vejen til sin korsfæstelse fra Pilatus til Golgata. Via Dolorosa er afmærket med ni af de i alt 14 korsvejsstationer. De resterende fem er inde i Gravkirken.

Glædelig påske!

Skriv et svar

Dansk Dansk English English Italiano Italiano