The lonely misunderstood disease

“Anoreksi er en meget mærkelig psykisk sygdom. På den ene side ønsker man ikke, at nogen skal tage den væk fra én – men på den anden side ønsker man mere end noget andet at blive helbredt og fri for sygdommen. Den trækker hele tiden i to forskellige retninger, og det kan til tider føles, som er man skizofren. Sygdommen er ens bedste ven og værste fjende. Sygdommen bliver skabt inde i ens hoved, og den begynder som en lavine, der ruller og bliver større og større. Til sidst fylder den alt. Alle tanker. Alle handlinger. Hele ens verden. Og man ved ikke selv, hvordan man kommer ud af ens eget selskabte helvede. Jeg plejer at beskrive det som et spindelvæv. Man spinder trådene omkring sig selv, og selv om man kan se end bevægelsesfrihed bliver mindre og mindre og kan mærke, at trådene gør mere og mere ondt, fortsætter man. Man lærer sig selv, at det onde er godt – og det gode er ondt. Man bytter rundt på begreberne. Anoreksi er en evig kamp mod sin krop og sine følelser. Det er fornægtelse af barnet i sig selv og fornægtelse af livet, som det nu engang er”.

Citat fra min bog ”Mit tynde liv”.

Jeg har haft anoreksi. Og for at forstå det, plejer jeg at sammenligne anoreksi med en depression. Anoreksi er som en depression, der har sat sig på den del af hjernen, hvor alt det sjove, det impulsive, det frie, det anderledes og det ukontrollerede udspringer. Den sørger for, at man er ensom. Den fordrejer ens hjerne og gør, at man har svært ved at koncentrere sig. Og på grund af skam over sygdommen, bruger man alt sin energi på at dække over den. Når andre har det sjovt, ser man tydeligst sin sygdom, og derfor vælger man at isolere sig fra andre. Man foretrækker ensomheden.

Kan du ikke bare spise noget mad?

Jeg har som sagt haft det helt tæt inde på livet. Og jeg ved, at de øjeblikke, hvor sygdommen gjorde aller mest ondt, var i selskab med andre. Det var dér, ensomheden og isolationen greb mit hjerte og gennemborede det med utryghed, sorg og følelsen af at være anderledes. Jeg led! Og hvorfor bringe sig selv i de situationer, når jeg i stedet kunne sidde i min egen selvdestruktive, men dog trygge og rare verden. Dén verden, som kun havde ét formål; at sørge for at jeg ikke mærkede noget. En verden der, efter mange menneskers opfattelse, er en selskabt verden for den opmærksomhedshungrende teenager, der synes livet gør lidt for ondt. Reaktionen er i hvert fald typisk: ”Kan du ikke bare spise noget mad!”, hvilket netop for mig beviser, at det er en ikke altid forstået sygdom. Den ensomme misforstået sygdom.

Anoreksi handler ikke om mad

For det handler jo ikke om mad. Anoreksi handler ikke om mad. Mad er bare midlet til at bekæmpe kroppen. Og kroppen er bare hylstret, der rummer ens tanker. Tanker, der fører til handlinger, og handlinger, der giver kontrol og tryghed. Anoreksi handler om tanker, kontrol og tryghed, som jeg skriver i min bog ”Mit tynde liv”, der udkom den 30. oktober 2014. Og hold nu op, hvor bruges der mange kræfter og energi på at bekæmpe sig selv og sin krop, mens livet omkring én passérer forbi. Og hold nu op, hvor kan man fortryde mange år, når man kommer ud på den anden side af den mørke tunnel og mærker livet igen – på den dejlige måde. Men man mærker også, at sygdommen ikke helt rangerer på højde med depression, angst, skizofreni og andre psykiske sygdomme. Det er ligesom, det ligger i luften, ”jamen, du er jo selv ude om det”.

Redningskransen

Jeg vil ikke på nogen måde gå ind i en diskussion omkring, hvorvidt den ene sygdom er værre end den anden. Det, jeg bare gerne vil slå et slag for, er, at anoreksi er en hele vejen igennem forfærdelig psykisk sygdom, der tager alt med sig på sin vej. Den fjerner alt det gode, sjove, impulsive og sociale, som livet er fuldt af, og i stedet sørger den for, at man bliver ensom og isoleret fra livet. Og nej – det var ikke noget, som jeg havde bedt om eller regnet med, da jeg i en alder af 27 år blev ramt (så nej, jeg var ikke en opmærksomhedshungrende teenager). Jeg var ikke selv ude om det. Der skete bare nogle hændelser i mit liv, som jeg ikke kunne håndtere. Og så kom redningen. PLASK! En redningskrans – anoreksi – der i første omgang var tiltænkt som en overlevelsesstrategi, jeg kunne holde fast i for ikke at drukne. For drukne var det andet valg, jeg havde. Men redningskransen havde sit eget ensomme liv i vandet. Dén førte mig rundt, og jeg fulgte bare med. Det eneste gode ved redningskransen var, at jeg ikke druknede. Det dårlige var, at jeg aldrig havde været så isoleret og ensom i hele mit liv. For det, man også opdagede, var, at anoreksi var og er et tabubelagt emne. Der var ikke én eneste, der spurgte mig, da jeg vejede mindst (= 36 kilo), om jeg var okay (med undtagelse af min familie og nærmeste venner). Jeg var på arbejdspladser med over flere hundrede ansatte. Trænede i diverse fitnesscentre og så videre. Men ingen sagde noget! Og denne fortielse medførte bare en endnu større ensomhed og isolation. Den negative spiral fortsatte.

Vælg livet!

Min historie kan læses i min bog. Jeg fik professionel behandling og derigennem troen på, at jeg kunne svømme uden redningskrans – og endnu vigtigere var næsten lysten til at svømme, hvorhen jeg selv ville. Så jeg smed redningskransen og valgte livet i stedet!

Og her ender min historie. En historie om den ensomme sygdom anoreksi, som jeg af hele mit hjerte håber, at alle ramte må gøre sig fri af, så de kan komme ud på den anden side og nyde alt det sociale, som livet har at byde på …

 

Skriv et svar

Dansk Dansk English English Italiano Italiano