Kom med til “Festa di San Martino”

img_3281

Hvis du kan lide en god historie tilført et glas vin brulé i den ene hånd og lidt ristet kastanjer i den anden, mens du ser på flyvende lanterner, der stiger til vejrs i mørket – så er du hermed inviteret til “Festa di San Martino”.

”Festa di San Martino” bliver fejret omkring den 11. november i Italien. Det er en fejring af en legende fra år tilbage, der fortæller, at…

Det var en mørk og kold dag i år 316 e.Kr.

Det var den 11. november. En kold og regnfuld dag da Martino – en romersk soldat – kom galoperende på sin hest iført en kappe. Da mødte han en nøgen forfrossen tigger, der kom vaklende på sine kolde bare fødder hen ad gaden. Martino ønskede at hjælpe ham, men havde hverken penge eller andet at tilbyde ham. Da sprang han af sin hest og med sin sabel, skar han halvdelen af sin kappe over og forærede tiggeren den ene del af kappen, så han ikke ville dø af kulde. Martino galoperede, glad for at kunne hjælpe, videre på sin hest, da vejret pludselig blev varmere. Skyerne forsvandt, og solens stråler brød frem fra en blå himmel.

Om natten drømte Martino, at gud viste sig i hans drøm og fortalte, at det var ham, der var tiggeren og næste morgen, da han vågnede, var kappen hel igen.

Historien fortæller videre, at Martino år senere ”omfavnede” kristendommen og blev præst og derefter biskop. Da han døde, blev han lagt i en båd ude i en flod, og folk fulgte ham langs floden med tændte lanterner.

“Festa di San Martino” er en stor festdag i Italien

Vi havde valgt at fejre dagen på børnenes lokale italienske skole, hvor man havde inviteret alle forældre og børn til ”Festa di San Martino”. Vi skulle komme en søndag eftermiddag medbringende et tomt syltetøjsglas, så børnene kunne lave en lanterne ved at klistre papir rundt om syltetøjsglasset og påføre ordet: pace (= fred). Imens børnene så sad og klippede og klisterede, så kunne de voksne meget passende gå udenfor og nyde noget vin brulé (varm rødvin med æblestykker i), noget varm kakao og ristet kastanjer.

img_3278Da børnene havde fået lavet deres lanterne, (nogle mere dekorative end andre), så kom 3 mænd iført en kappe og spillede julemusik på et musik instument. En ”ridder” iført en rød kappe og en hjelm kom gående ind i skolegården (sidste år var han på hest, blev jeg fortalt), og alle fulgte efter ham ned til den lokale kirke, hvor alle børnenes lanterner  blev tændt. På det tidspunkt var det ved at være mørkt, så det var et smukt syn at se alle komme gående på vejen med tændte lanterner, mens musikken spillede.

 

Flyvende lanterner og et øjeblik af nydelse

Tilbage i skolegården var det nu tid til den sidste aktivitet, som var den mest spændende taget børnenes høje glædesudbrud i betragtning.

img_3286 img_3283Der blev nemlig tændt lanterner i papir, som skulle flyve til vejrs, hvilket var et smukt og stemningsfyldt øjeblik at stå dér i tusmørket og se de lysende lanterner flyve højere og højere op på himlen samtidig med, at man kunne se børnenes glæde over opstigningen. Skønt øjeblik!

img_3284 img_3279Og således sluttede “Festa di San Martino” for os. Den hjemmelavede lanterne blev bragt med hjem, og hvor den nu står og lyser på kaminen hver aften med ordet: fred!

 

 

 

 

 

Continue Reading

“La Festa dei Nonni” er en fejring og hyldest til bedsteforældre

I Italien er der en lov, der siger, at hvert år den 2. oktober skal man fejre den betydning bedsteforældre har med en fest for bedsteforældrene – “La Festa dei Nonni”.

Loven siger endvidere, at alle regioner, provinser og kommuner har til opgave at fremme initiativer til at styrke den rolle, bedsteforældre har, hvilket skal ske den 2. okt.

Bor man i Italien så giver det faktisk rigtig god mening at hylde bedsteforældrene … for i Italien har bedsteforældre en betydelig rolle i en typisk italiensk familie. Bedsteforældrene hjælper med pasning af børnebørnene – (de hjælper bl.a. med pasning i de 100 dages sommerferie, som børnene har) – og selvfølgelig også generelt i hverdagen. Og i nogle tilfælde hjælper de også med økonomien i form af sambo med deres børn og børnebørn, hvilket blandt andet kan ske i de tilfælde, hvor børnene ikke har råd til at bo i eget hus.

Bedsteforældre betyder faktisk noget!

Bedsteforældrene betyder noget i Italien, hvilket man meget hurtigt konstaterer, når man ser dem hjælpe med afhentning ved skoler – (jeg har blandt andet set en bedstemoder deltage ved klasse-informationsmøde på skolen), deltagelse ved børnebørnenes fritidsaktiviteter og generelt i bybilledet, hvor man tit ser dem hjælpe til. De bliver værdsat og yder et betydeligt stykke arbejde med deres hjælp, hvilket giver stof til eftertanke, når man sidder og reflekterer over, hvor forskelligt man behandler “de gamle” i for eksempel Danmark sammenlignet med Italien. Jeg ved i hvert fald godt, hvor jeg helst vil være gammel, hvis jeg må være så fri. Og det hele, mener jeg, starter med holdningen til ens familie.

Respekten for bedste- og forældre

Lad mig eksemplificere det: Jeg sad en dag og talte med nogle italienere om deres respektive fædre. Alle sagde de, at de ALDRIG kunne finde på at sige deres fader imod. De kunne selvfølgelig godt sige, hvis de var uenig med dem – men decideret “at sige dem imod”, det kunne de ikke finde på. De havde alle stor respekt for deres fader. Jeg valgte ikke at kommentere dette, da jeg ellers var bange for, at de ville kigge underligt på mig og mene, at jeg var meget uopdragen og uforskammet, hvis jeg fortalte, at jeg da MANGE gange havde sagt min fader imod – (bestilte til tider ikke andet da jeg var ung).

Det er selvfølgelig en lang diskussion om, hvorvidt man burde respektere sine forældre mere, end man gør i Danmark – men der er i hvert fald ingen tvivl om, at man har en respekt overfor “ældre end én selv”, som man ikke har på samme måde i Danmark. Se for eksempel mit indlæg om de italienske skoler og respekten for lærerne: her

Lad festen begynde…

Lad os komme tilbage til festen: La Festa dei Nonni og fejring af bedsteforældre. Helt konkret sker det ved, at man for eksempel i skolerne og børnehaverne laver en gave til ens bedsteforældre. Det kan være i form af et sødt brev til dem, en tegning eller en ting, man selv har lavet. Eller opfører et skuespil til ære for bedsteforældrene, der bliver inviteret til at komme og se det. Se i øvrigt hvor galt det kan gå, når man bliver inviteret med til “La Festa dei Nonni” og ikke helt har forstået konceptet: her

Maj-juni 2014 080 Billede 7

Det kan også være den lokale avis, der opfordrer barnebarnet til at tage en selfie sammen med sin bedsteforældre og sende det ind eller afholdelse af forskellige events i den lokale by, der alle tager udgangspunkt i at “styrke den rolle bedsteforældrene har” i form af arrangementer, der er tilegnet børnebørnene og bedsteforældrene – sammen.

 

Efter festen

Og når så festen er overstået, så står bedsteforældrene dagen efter atter ved skolen og aflevere børnebørnene kl. 8 om morgenen og/eller henter dem efter skolens afslutning og tager dem med hjem – til forældrene kommer fra arbejde. Dag ud og dag ind.

 

 

 

 

 

 

Continue Reading

Cinque Terre er den italienske sjæl og fem små paradis på jorden!

Byron beskrev gruppen af de fem små fiskeleje, der udgør “Cinque Terre” (De Fem Byers Land) – som “paradis på jorden”. Og gud … hvor havde han da ret!

Men det skal som så mange andre ting i livet – opleves! Og når det drejer sig om at opleve Cinque Terre, så er valgmulighederne mange.

Man kan vælge at opleve byerne fra søsiden med en lille færge, der sejler mellem byerne – eller man kan vælge at vandre mellem byerne på et forbundet stinet på 45 km, hvorfra der er en overvældende udsigt. Eller man kan tage det lokale tog, der ligeledes forbinder byerne. Valget er dit!

IMG_5580

La Spezia

Vi valgte at nyde Cinque Terre fra søsiden af mange grunde. Dels havde vi børn med og orkede ikke deres evindelige “jeg er trræææææt” eller “det er vaaaaarmt”, hvis vi havde valgt at vandre eller tage toget. Dels var det en varm sommerdag, så Det Liguriske Hav tiltrak meget, da vi stod i byen “La Spezia”, hvorfra færgen sejlede ud til Cinque Terre.

Måske jeg blev så positiv overrasket over Cinque Terre, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle forvente. Hvad jeg havde i sigte. Jeg havde hørt om Cinque Terre, men jeg havde ikke helt forstået facinationen over nogle huse, der var klumpet sammen og banket ind i en bjergskråning. Men da vi nærmede os første stop på turen “Portovenere” (som ikke hører under De Fem Byers Land) – kom forståelsen allerede dér.

IMG_5588Portovenere

Byen er nemlig malerisk smuk med de pastelfarvede huse, der ligger på rad og række og klynger sig faretruende til den stejle klippefulde kyst lige nord for La Spezia. Portovenere ligger i en bugt med et fiskeleje som centrum for byen, hvorfra man fra færgen kunne se fiskerne, der kom ind på land efter dagens fangst.

Da vi fik fast grund under fødderne, søgte vi som alle de andre hen til centrum af byen – nemlig hen til torvet, hvorfra man tydeligere kunne se fiskebådene. Stemningen på torvet var afslappende, og man kunne iagttage børn, der legede ved vandkanten, mens mødrene eller bedstemødrene sad under torvets store træ, der gav “skygge” for solen. Vi fortsatte langs bugten, og begav os hen imod en ruin højt oppe, hvorfra vi gættede på, at man måtte have en fantastisk udsigt.

IMG_5973 Doria Slottet

Ruinen “Doria Slottet” blev bygget af folk fra Genova i 1161 til den ekstrem velhavende Doria familie, der spillede en stor rolle både politisk, militært og økonomisk tilbage i det 12. og frem til det 16. århundrede. Selv om de ikke lever mere, så lever deres dynasti videre gennem, hvad der er tilbage, af ruinerne af deres slot, der giver den besøgende et glimt af deres overdådige luksus liv. Samtidig giver det os en fantastisk udsigt over Det Liguriske Hav med det krystalblå vand og de faretruende klippeskråninger, der skærer sig ned i havet – så langt øjet rækker.

IMG_5980Pasta-gardiner

Portovenere indeholder alt det, som vi danskere elsker ved Italien inkl. dette pasta-gardin, som var en butik, der solgt… – ja rigtigt: pasta 🙂 Små smalle gader med betagende terrasser med vinrøde vinranker, små hyggelige butikker og afsidesliggende caféer, farverige huse i orange og gule nuancer, hvilket i denne by alt sammen nydes på en lodret klippevæg med den vildeste udsigt.

Efter en velsmagende og hyggelig frokost på torvet var det tid til at komme videre med færgen til den første af de fem Cinque Terre byer nemlig byen: Riomaggiore. Sejlturen tog cirka 30 minutter.

 

 

 

 

IMG_5602

Riomaggiore

Cinque Terre’s østligste landsby, Riomaggiore, er farvestrålende smuk med de pastelfarvede huse, der marchere ned ad en stejl slugt til en lille havn, der giver en romantisk glød – især ved solnedgang. Byen var hyggelig, idyllisk og dejlig italiensk med et romantiske “touch” overalt, vi gik.

 

 

IMG_5622

Manarola

Denne by befinder sig højt oppe på en stor klippe, og er en meget velbevaret by, der virker uspoleret og ægte med specielle tårnhuse, der stikker op. Det er her, man finder “kærlighedsstien”, der forbinder Riomaggiore med Manarola, hvilket burde kunne gøres på 1 time og 20 minutter jf. vandrene.

 

 

IMG_5628

Corniglia

Den tredje by i rækken af Cinque Terre byer var Corniglia. Vi fik dog ikke mulighed for at udforske den mindste af de fem Cinque Terre byer, da vores lille færge ikke kunne lægge til grundet beliggenheden af byen. En by der ligger på en klippeknold 190 meter over havet med en eventyrlig udsigt både mod nord og syd.

 

 

IMG_5641

Vernazza

Vernazza nydes helt afgjort bedst fra søsiden med de farverige huse, der klumper sig sammen i bugten, hvor sjælen i byen syntes at findes. Der findes også resterne af et fort på halvøen med en fantastisk udsigt, hvorfra man kan se vandreruten bugte sig igennem klippestykkerne videre til den sidste af de fem byer.

 

 

IMG_5655

Monterosso

Denne by er den største af de fem byer med en bred sandstrand og en skøn promenade langs kysten. Det er også den eneste af byerne, der ikke ligger på en stejl skråning. Hyggelig by med små butikker og en stemning af en ferieby med stranden fyldt af glade badende gæster, farvestrålende parasoller og barer.

 

Cinque Terre området blev i 1997 en del af Unescos verdensarvliste på grund af sit unikke kulturlandskab, hvor vand og huse i forskellige farver præger. Og det forstår man godt, når man har set og oplevet de fem byer. Det er et terrasselandskab af bevaringsværdig skønhed, der ligger dér som perler på en snor. Fem små middelalderbyer der på rad og række ligger gemt mellem stejle kystklipper. Og 100 km vandrestier mellem og rundt om dem.

Continue Reading

Soft water rafting i Toscana


Vandet kommer brusende ned af floden sammen med den gule gummibåd, der gynger og børnene der hviner… mest af glæde og lidt af frygt

Dette er scenen, der udspiller sig på en flod 45 minutter nord for Firenze i Toscana en eftermiddag i juli måned.

Hvis vi skruer tiden tilbage, da min mand præsenterede mig for idéen om rafting i Toscana var min umiddelbare reaktion: “Rafting i Toscana. Kan man det?”. Og efter en undersøgelse på nettet fandt vi, hvad vi søgte – for ja, det kan man godt!

Det er selvfølgelig med en vis skepsis, at man ankommer til et sted, som er bestilt på nettet, og som man aldrig har hørt om eller fået anbefalet. Men allerede ved det første møde med de 3 “rafting-fyre”, følte vi os i trygge hænder. De virkede alle top professionelle og meget reelle, og forventningen steg i takt med, at de førte os tættere og tættere på floden.

Instrukserne blev givet på italiensk (af hensyn til børnene, der ikke er så stærke i engelsk) – og jeg håbede bare på, at jeg havde forstået det vigtigste.

Let the watershow begin

Dette syn mødte os, da vi langsomt men sikkert gik ned i gummibåden klar til en familie-rafting alle iført en redningsvest og ét stk. åre. Og så var vi i gang…

IMG_5670

IMG_5673

 

 

 

 

 

Udfordringen var i vores tilfælde, at der manglede vand i floden, hvilket vi mærkede de gange, hvor vi sad fast på bunden og derfor måtte “trækkes” fri af bunden. Men selv med det lidt lave vand i floden var oplevelsen oven ud fantastisk for alle – store som små.

Turen varede cirka 1t 15min. indlagt en pause på bredden, hvor der var mulighed for at springe i det meget kolde vand – hvilket “rafting-fyrene” gjorde til stor morskab for os andre, der ikke skulle nyde noget af det kolde vand.

IMG_5677 IMG_5675

Happy ending

Hele oplevelsen varede cirka 2 timer inkl. omklædning og instrukser, hvilket 3 mænd skulle have 80€ for i alt. Det var efter vores opfattelse et næsten urimeligt lavt beløb, hvis vi inkluderede kørsel til og fra floden og arbejdet med at gøre båden klar. Og så videre.

Tak…

… til t-rafting.com for en super oplevelse, som jeg kun kan anbefale andre, der kunne tænke sig at rafte med børnene i Toscana.

IMG_5672

 

 

 

 

 

 

 

 

Continue Reading

Rocca Borromeo – “dukke-slottet”

Rocca Borromeo ved Lago Maggiore er et slot plantet oppe på bjerget i byen Angera, hvorfra man har en storslået panoramaudsigt over Lago Maggiore.

Det siges, at i middelalderen var slottet “Rocca Borromeo” en vigtig fæstning, hvorfra al trafik både på vandet og på land blev kontrolleret. Og det kan man godt forstå, når man står og kigger fra slottet ud over Lago Maggiore med det krystalblå vand og de små huse, der ligger nede langs skråningen af bjerget.

IMG_5359 (2) IMG_5386Så snart du starter opstigningen til slottet, har du en smuk udsigt over Lago Maggiore. Og der er skilte, der viser vejen til “Rocca Borromeo” – en vej der snor sig op og rundt i små gader og gyder, der senere bliver afløst af henlagte brosten. Det tager cirka 20 minutter at gå derop, hvilket må siges at være kort tid for til gengæld at se og nyde en storslået udsigt.

Rocca Borromeo

Rocca Borromeo blev bygget i det 12. og 13. århundrede af Visconti familien, som var én af de mest indflydelsesrige familier i Milano – men kom i 1449 i hænderne på den berømte Borromeo familie, hvis magt var og er koncentreret i og omkring Lago Maggiore.

Slottet indeholder antikke møbler og kunst fra det 12. og 13. århundrede. Det specielle er, at møblerne ikke er hegnet ind, så man kan gå rundt og røre et stykke … fortid.

Dukke-slottet

IMG_5375 IMG_5377 (2)På slottet har du mulighed for at se en stor samling antikke dukker, hvis historie skal findes mange hundreder år tilbage. Dukkerne repræsenterer alle en del af hele verdenen i alle regnbuens farver. Personligt har jeg aldrig set så mange dukker samlet på ét sted. Nogle af dukkerne kan ligefrem bringe minder frem fra ens barndom, hvor man sad hjemme hos sine bedsteforældre og legede med dukker, der ikke kunne andet end at bevæge benene og armene lidt.

IMG_5378 (2) IMG_5382 (2)Udstillingen er ligeledes sjov for børn, der aldrig bliver trætte af at se på dukker og legetøj – også selv om det hele er pakket væk bag glas. Der er endda nogle opstillede skærme, der viser dukker sammen med en musik, der fylder rummet.

 

 

Panoramaudsigt på et “dukke-slot”

Vi var der en almindelig torsdag og havde stort set slottet for os selv. Så har man lyst til at komme op og se en storslået udsigt over Lago Maggiore uden at skulle dele udsigten med mange andre turister. Se dukker århundreder tilbage fra hele verdenen som både favner den voksne som børnenes interesse – alt sammen til 9,50 euro pr. voksen og 6,00 euro pr. barn – så er Rocca Borromeo stedet.

Vil du vide mere så gå ind på http://www.borromeoturismo.it

 

 

 

Continue Reading

Toscana – “det perfekte sted på jorden…”

Toscana er verdensberømt kunst, historiske bygninger, rigdomme af kultur og udsøgt køkken pakket ind i bølgende eventyrlandskaber.

”Det perfekte sted på jorden” – sådan beskriver toscanerne selv deres italienske paradis – og det kan man egentlig godt forstå, for Toscana favner alle med sin kunst og kultur i verdensklasse, deres gode vine og mad i særklasse samt fascinerende landskaber, der strækker sig så langt øjet rækker.

Toscana er, uden tvivl, Italiens mest populære region, hvilket ligeledes gælder, hvis du spørger danskerne. Det er en perlerække af kunst, kultur og gastronomi og ikke at forglemme den vanvittige smukke bølgende natur, der gør Toscana kendt og elsket af mange.

Har man sagt Toscana, så er det næste mange nævner; Siena, Lucca, Firenze og Pisa, hvilket selvfølgelig var steder, vi også måtte besøge.

Lucca

144 061

Lucca er kendt som ”Det lille Firenze” og én af Norditaliens smukkeste byer. Den har en fæstningsvold fra 1800-tallet hele vejen rundt om byen og er bare en charmerende lille by, hvor man føler, at man bliver smidt tilbage i tiden i det øjeblik, man træder ind ad porten.

Lucca rummer flotte bygninger samt små hyggelige gader som skaber den helt særlige toscanske stemning – og så ligger den ikke langt fra Pisa (og øst for Firenze).

Siena

055 056Siena er nok mest berømt for sin domkirke og den muslingeformede rådhusplads og er med sine ca. 60.000 indbyggere en perfekt by, hvis man ønsker bylivet men samtidig ikke ønsker at besøge en pulserende metropol.

Typisk for byen og dens bygninger er, at den ikke har forandret sig meget siden 1300-tallet, og man kan i Siena derfor opleve store, flotte og vedligeholdte middelalderbygninger samt gader, der er smalle og stort set ser ud, som de gjorde tilbage i tiden.

Firenze

168 135Renæssancens højborg er Firenze. Her voksede Michelangelo op og huggede sine mest berømte skulpturer i det kridhvide marmor fra Carrara – også kendt som ”Carraras hvide guld”.

Firenze er Toscanas hovedstad og er med de ca. 400.000 indbyggere også Toscanas største by. Den er kendt for at rumme mange forskellige bygninger fra Middelalderen og renæssancen og specielt byens store katedral er et ”must-see”, når du befinder dig i Firenze.

Pisa

111

165Pisa = det skæve tårn i Pisa, hvilket jeg tror de fleste tænker OG som også er Pisas helt store kendetegn. Derudover har Pisa også deres “Arno-flod”, der er 241 kilometer lang og løber bl.a. under den kendte bro Ponte Vecchio. Så efter at have besøgt det skæve tårn kan det anbefales at tage en stille og rolig gåtur langs Arno-floden, der er fyldt af indtryk og med et utal af forskellige barer og restauranter.

Et andet perfekt sted…

Et andet perfekt sted – for os at se – var dér, hvor vi boede i Toscana. Det var gennem rejsebureauet In-Italia, at vi havde fundet denne ferielejlighed, hvilket levede fuldt op til vores forventninger.

Stedet hed: “Villa Rossana” og ligger i Cenaia, en lille by på landet ca. 20 km fra lufthavnen i Pisa og 25 km fra sandstrandene ved Calambrone og Tirrenia.

127071

Det var alt, hvad vi havde drømt om og lidt mere til. Og grunden til dette var blandt andet, at servicen var helt i top. Det virkede som et familieejet sted, hvor man virkelig nød at kræse om gæsterne, så de følte sig velkommen fra det første øjeblik de ankom til stedet.

 

 

156 159Der var blandt andet én af aftenerne, hvor de havde  inviteret alle gæster på en udsøgt lokal buffet med alt, hvad hjertet kunne begære. Og med musik i baggrunden, lys rundt om poolen, en dansende vært samt en fantastisk atmosfære – så blev det én af de aftener, som man vil huske fremover.

 

 

Continue Reading

Idyllisk, eksotisk og voldsomt smukt

194

Sicilien er for dem, der vil have et kig helt ind i den italienske sjæl … og for dem, der elsker kunst, arkitektur, traditioner og gastronomi. Alt sammen blandt sammen i et stort farverigt festfyrværkeri.

Sicilien er Middelhavets største ø. Den har et areal på 25.700 km2 og 5,2 millioner indbyggere.

Den guddommelige smukke ø er på størrelse med Jylland, så en tur til Sicilien kræver minimum en uge – hvilket måske endda er i underkanten.

Middelhavets største ø byder på et herligt miks af smuk natur og pulserende storbyer, velholdte vinmarker og middelalderbyer. I den østlige del dominerer den over 3.000 meter høje vulkan Etna. Sejlturen på Messina-strædet, mellem San Giovanni i Calabrien og Messina, tager blot en halv times tid. De tilrejsende fra fastlandet, er ofte overraskede over at komme til en moderne by med lave huse og brede gader. Der ER mange ting at se på Sicilien, hvor naturens skønne ansigt sætter sit præg på øen.

082Idyllisk, eksotisk, voldsomt og bragende smukt

Selv om Sicilien kun er godt halvt så stor som Danmark, rummer øen en hel række fantastiske naturscenerier. Ingen steder i Europa finder man så varierede og så sydlandske landskabstyper over så begrænset et areal som på Sicilien. Man kan ret nemt komme rundt og opleve det hele. Så som nyankommen til Sicilien overvældes man af de mange fantastiske naturbilleder: Idyllisk, eksotisk, voldsomt og bragende smukt.

Der er masser af fantastiske byer, hvor det sicilianske folk vil tage imod jer med kyshånd. Palermo er naturligvis et must-see. Byen ligger i bunden af en bred bugt, der omsluttes af Capo Zafferano mod syd og mod nord af Pelegrino bjerget. Derudover er der blandt andet:

Taormina

164156

Taormina er berømt og ubestridt Siciliens turistmål nr. 1. Det ser man tydeligt, når man besøger byen. Taormina er smuk og har en fantastisk beliggenhed, men den er også vildt overrendt af turister og på byens hovedstrøg “Corsoen” er der mange turister, der får deres shopping lyst styret i talrige eksklusive butikker (og prisen er også derefter …).

Bevæger man sig blot få meter væk fra Corsoen, er der meget mere roligt, og man oplever Taorminas sande charme og skønhed. Fra det meste af Taormina er der en fantastisk udsigt over havet og til Etna, og udsigten er nok allerbedst fra det antikke græske teater, som er byens største seværdighed.

Siracusa

073 078

Siracusa, syd for Catania, har en slående og fantastisk beliggenhed. Byen er utvivlsomt, en af de smukkeste byer fra den antikke græske verden. Siracusa er et yndet rejsemål for mange folk, da byen er historisk interessant. Det er en gammel by med smalle gader og en atmosfære, man aldrig finder i moderne byer. Kan virkelig anbefales.

Etna

109092

Oven over det hele rager Europas største aktive vulkan, Etna, der som regel er hyllet i røg eller skyer. Den over 3000 meter høje vulkan kan ses fra næsten hele Østsicilien som en magtfuld mørk silhuet. Det er altid en stor oplevelse at tage turen op til krateret (som man selv vælger om skal være på gåben eller i bus) – og er man heldig, kan man opleve det dramatiske fyrværkeri fra Etnas hyppige små udbrud på nattehimmelen. Også ude på flere af de skønne små-øer, der omgiver Sicilien på alle sider, finder du vulkaner.

Gole dell’Alcantara

139 127Gole dell’Alcantara er en flod, der har sit udspring på den sydlige side af Monti Nebrodi i en højde af 1.250 meter og en længde på hele 52 km.

Historien er at for mange, mange år siden blev strømmen af floden afbrudt af lava fra vulkanen Etna. Denne lava blev afkølet langt hurtigere end det var normalt i det kolde vand i Alcantara-floden, da det styrtede ned ad bjergsiden, hvilket førte til femkantede og sekskantede “lag af sten”, der blev dannet inde i massen af klippen. I løbet af de efterfølgende årtusinder blev resultatet, at floden “skar” en kanal gennem klippen og det blev efterfølgende til den imponerende Alcantara Gorge eller “Gole dell’Alcantara”, som det kaldes på italiensk.

I dag er det et populært turistattraktion med besøgende, der enten går rundt i det kolde vand, lægger sig ned i vandet og lader sig flyde med strømmen (for et kort øjeblik da vandet er isende koldt) eller bare ligger på stenene langs floden og nyder solen. Husk nogle badesko hvis du går ud i vandet, da der er masser af små skarpe sten.

Gastronomien

081 084
På Sicilien lever ældgamle traditioner side om side med de venlige og imødekommende sicilianere. Man indfanges nemt af den sicilianske atmosfære. Øen har et solrigt klima og det er medvirkende årsag til de mange specialiteter, øen kan byde på. Gastronomien er i det hele taget i topform på Sicilien – øen er kendt for sin gode olivenolie og oliven, fisk og skaldyr fra havet, cherry-tomater, citroner og ferskner fra haven.
___________________________________
Kort sagt: Sicilien skuffer ikke. Eller som “Johann Wolfgang Goethe” (1749-1832) udtrykker det lidt mere poetiskt:
“Italien uden Sicilien giver intet billede i sjælen, først her findes nøglen til alt” .
Continue Reading

Kontrasternes krøllede land

Forår 2016 107Når nogle spørger mig, hvad jeg synes, der er mest kendetegnet ved Italien (Norditalien vel og mærke), så svarer jeg: “at det er et kontrastfyldt krøllet land”. Hmm … siger de så – og beder mig uddybe. Og det gør jeg så gerne.

Når jeg siger kontrastfyldt, så mener jeg, at “the gab” mellem det ene og det andet er ekstremt stort. Det skriger til hinanden; som den ene hånd der stryger et barn over hovedet, mens den anden hånd giver barnet en lussing …. – hvis du forstår mit billede. Lad mig give eksempler:

 

  • I svømmehallen er det strengt forbudt IKKE at have badehætte på pga. hygiejnen. Men man behøver IKKE vaske sig, inden man går ind og svømmer.
  • Børnehaven har en kæmpe skål med SLIK. Men det er af højeste prioritet, at børnene spiser SUNDT mad til frokost.
  • Når man har fået bøde for at køre for stærkt eller overfor rødt fx., kan man slippe for “klip” i kørekortet, hvis man betaler den høje takst (også kendt som millionærbøden).
  • Børnene lære at lave lektier selv uden hjælp og være meget selvstændige i skolen. Men når de skal hjem, skal de alle følges ud ad døren med en lærer, der skal nikke ja til, at de må gå hen til deres mor eller far.
  • At komme til tiden er ikke noget, de går op i (det ved mange nok). Men skolen er kl. 8.00 – dut! Og man har 5 min. til at aflevere sit barn ellers lukkes skoleporten præcis 8.05 DUT!
  • Eller isbutikken der gerne vil tjene penge. Men holder sommerferie hele august måned.

Forår 2016 235Jeg tror, at billedet er blevet tegnet op til forståelse og morskab for læseren. MEN det er altså ikke altid morsomt at leve i, hvilket leder mig over til det andet ord: “et krøllet land”.

Et ord der skal forståes ved modsætningen, som er, at der ikke findes en lige vej at gå – i Italien. Alt er krøllet. Det er ikke fra A til B den korteste vej – men fra A og lidt frem og tilbage og til siden og lidt tilbage igen og så videre. Og endelig … hvis vi er heldige, er vi fremme ved B. 🙂

Jeg vil atter kaste nogle eksempler efter det:

  • posthuset når man skal sende flere konvolutter og have dem frankeret med det samme beløb, så kan deres maskine/computer ikke sige “frimærke x antal”. I stedet køres hver konvolut igennem systemet særskilt. Én efter én …. og efter 20 minutters ekspedition, har man fået sendt 20 konvolutter.
  • Man kunne endelig betale grønafgiften på bilen online. Hurra for det! Men efter registrering og log-in og en masse oplysninger senere finder man ud af, at man kun kan betale med ét slags betalingskort …. Øv. Retur til posthuset.
  • kommunen når man skal tilmelde sig som nytilflytter, så skal de have en masse forskellige dokumenter. Men det fortæller de løbende, når man kommer med en kopi af fx passet, og de beder om også at få kopi af ens dåbsattest. Så kommer man med det, så skal de også bede om kopi af … og så videre. Det betyder, at man meget vel kan afsætte en uges renderi på kommunen, da de ikke fra første møde fortæller, hvad de præcis skal have af dokumenter i alt.
  • Og endelig så en lille anekdote, der igen understreger min pointe. Vi skulle have et gelænder op i gangen op til 1. sal. En væg der støder ind til gæsteværelset. Der kom 2 mænd, der brugte lang tid på at sætte det op. De borede og borede i væggen. Da de var færdige, takkede vi for det flotte arbejde, men opdagede så, at de havde boret igennem væggen ind til gæsteværelset og lavet store huller alle de steder, de havde boret.

Når alt dette er sagt, så skylder jeg at sige, at jeg godt kan lide, at noget er kontrastfyldt – for hvor ville man da kede sig, hvis alt var ens. Og at det er lidt krøllet – jamen det er jo dét, man husker og griner af …. altså ikke i det øjeblik man står i det ….. – men senere!

 

 

Continue Reading

Expat i Italien

  1. Det er vigtigt, at du gør dig nogle tanker om – gerne inden du rejser – hvad du vil bruge din tid på i udlandet, når hverdagen rammer dig på et tidspunkt. Det sker typisk efter 6-12 mdr. Så er “honey-moon” overstået. Alting er kørt i stilling og kommet i faste rammer og rutiner, og det er på dét tidspunkt, at du højst sandsynligt vil stille dig selv spørgsmålet … “Og hvad skal jeg så nu?”… “Hvad med mig?” … “Hvad skal jeg lave?”
  2. Du skal være klar over og affinde dig godt med, at dit primære job som medrejsende ægtefælle er; jobbet som husmoder (casalinga). Det er dit primære job nu.
  3. Det sekundære “job” skal være dét, der får dig til at stå op om morgenen. Dét du brænder for og er lykkelig over, at du nu kan få tid til at prøve, udforske, lære, studere – what ever – ….. – for du vil opdage, at jobbet som husmoder som oftest ikke dækker alle dine behov. Du har brug for noget, der er “dit”.
  4. Og så skal du vide, at fordelene ved at være expat sammen med andre expat er, at hjælpsomheden og forståelsen for hinanden og hinandens udfordringer er enorm. Større venlighed og rummelighed findes ikke, som den der er i expat miljøer.
  5. Ulempen ved expat livet er, at folk kommer og går, hvilket betyder, at der som oftest ikke knyttes dybe bånd mellem expat. Man kender en masse mennesker overfladisk – men ikke i dybden.
  6. Er der mulighed for at melde dig ind i en velgørenhedsorganisation, så er det en oplagt mulighed for at møde som oftest andre expat. Det kan være et “short-cut” til et socialt liv.
  7. Ikke overraskende så er det altid en god idé at melde sig ind i sportsforeninger, fitness centre osv. Det er en nem måde at møde nye mennesker, og man kommer hurtig i snak med folk, når fællesnævner er sport.
  8. Endelig er tilmelding på sprogskoler altid en oplagt mulighed for at møde nye mennesker, hvilket oftest ligeledes er et sted med mange expat.
Continue Reading

PPPIIIIIAAAAANNNNNOOOOOOO …

DSC05530Ét af de første ord jeg lærte i Italien var ordet: “piano” – oversat “forsigtigt/langsomt”. Ordet stødte jeg på igen og igen, når jeg hentede børn i skolen, og børnene løb ned af en lille skråning (se billedet), og alle mødre eller bedsteforældre råbte “PIIIIIAAAANNNOOO!”. De råbte det også til mine børn, selv om jeg ikke kunne se nogen grund til “piano”. Men det sagde jeg ikke noget om og tænkte bare i stedet, at man aldrig i Danmark ville se forældre eller bedsteforældre der ville synes, at denne lille bitte skråning skulle have ekstra opmærksomhed. MEN … MEN … og her kommer min pointe. Man ville heller aldrig i Danmark se så mange bedsteforældre og forældre, der hentede børn fra skole kl. 13.

Jeg tænker på det hver gang, jeg henter børn kl. 13, at det er vildt, hvor mange der har tid til at hente børn kl. 13. Og det er der forskellige grunde til:

  • Der er en stor arbejdsløshed i Italien, så mange går hjemme – fædre som mødre – og har dermed tiden til at hente børn tidligt.
  • I Italien (i hvert fald i Norditalien – ved ikke med Syditalien) er reglen faktisk, at man som arbejdsgiver SKAL betale frokost til ens underordnet, hvis man ikke har mad/kantine at tilbyde på jobbet. Derfor ser man mange italienere indtage deres frokost på caféer og lignende for derefter at hente deres børn i frokostpausen/siestaen, inden de skal tilbage til jobbet. Når så børnene er hentet fra skole, så bliver de bragt til deres bedsteforældre, der passer dem frem til kl. 19, hvor de fleste slutter deres arbejdsdag …
  • … hvis ikke bedsteforældrene selv henter børnene direkte fra skole kl. 13 og tager dem med hjem hos dem selv (som i mange tilfælde er en bolig ovenpå, under eller ved siden af forældrene, da mange bedsteforældre bor dør om dør med forældrene)*.

* En lille note til det er, at vi jo er mange nordeuropæer, der ofte har misundt sydeuropæerne for deres familie-struktur, hvor man bor sammen hele familien (bedsteforældre og sommetider også kusiner, fætre, onkler og tanter osv.). Efter at have talt med en del italienere om det, er jeg dog blevet klar over, at det ikke bare drejer sig om “det stærke sammenhold i familien” – altså af lyst – men faktisk ofte også af nød! Man har ganske enkelt ikke råd til at bo “alene” som forældre … – og så er det jo også nemmere, når man skal have hjælp til børnepasning, at man bor under samme tag.

Lyst eller nød … !? Efter min opfattelse er der tale om en “win-win” situation, da det stærke familiebånd starter fra børnene er helt små med nogle bedsteforældre, der er en aktiv uundværelig del af børnebørnenes liv. Når børnebørnene så bliver større, så bliver det helt naturligt for dem, at de selvfølgelig ikke efterlader deres forældre på et plejehjem – men bor sammen med dem og hjælper dem, og de hjælper så deres børn og børnebørn, som deres bedsteforældre hjalp dem, da de var små … osv. osv.

You get my point!

Du hjalp mig, nu hjælper jeg dig … både af lyst … og så er det økonomisk fordelagtigt! 🙂

 

 

Continue Reading

God påske!

I Italien fejrer man også påske som i Danmark – dog i en “forkortet udgave” i forhold til den danske påske.

I Danmark fejrer vi påske fra Skærtorsdag til og med 2. Påskedag om mandagen. I Italien fejrer man  faktisk kun påske om søndagen og mandagen – og den store forskel er nok, at man i Italien har mange flere religiøse indslag … i hvert fald jo længere sydpå man bevæger sig og særligt i de mindre byer og på landet.

Et meget udbredt religiøst indslag fik vores familie selv at opleve, da vi helt bogstavligt kørte lige ind i det fredag aften ved 22-tiden, da der var en folkevandring lige ude foran vores bopæl. Omkring 50-100 mennesker var igang med at gå “Via Dolorosa*”. De gik med tændte fakler fra station til station, og hvor der ved hver station var bundet en rød sløjfe ved stedet og sat nogle tjørnegrene (tror jeg det var) og et stykke papir fast, hvor der stod det nummer, de var nået til. Meget smuk cermoni synes jeg.   

Bevæger vi os over i det gastronomiske i påsken i Italien, så spiser man om søndagen frokost og middag sammen med familien, og om mandagen er der stor frokost igen. Retterne på bordene rundt om i landet bærer præg af de regionale specialiteter, men lam og æg indgår som regel i en eller anden form ligesom i Skandinavien. Italienerne fejrer ikke Skærtorsdag og Langfredag, og det er derfor kun Påskedag og 2. Påskedag man møder lukkede butikker, men selv det kan komme an på, hvor man befinder sig. I storbyerne og de mere turistprægede egne kan man finde åbne forretninger og restauranter selv på Påskedag.

* Via Dolorosa betyder smertens vej og er en vej i Jerusalems gamle bydel. Traditionen anser Via Dolorosa som den rute, Jesus gik på vejen til sin korsfæstelse fra Pilatus til Golgata. Via Dolorosa er afmærket med ni af de i alt 14 korsvejsstationer. De resterende fem er inde i Gravkirken.

Glædelig påske!

Continue Reading

Italienske skoler er ….

…. som skolerne var i 70’erne i Danmark. Der hersker disciplin, ro og respekt i klasselokalerne. De får karakter fra 1. klasse, og en dag uden lektier eksisterer ikke!

Lad mig præsentere vores italienske skole. Børnenes skole er en lille italiensk skole beliggende i en lille landsby. Skolen har fra 1. til 5. klasse inkl. en børnehave. I Italien har man ikke O. klasse. Så børnene starter i 1. klasse i det år, de fylder 6 år. Jonathan er således på sit 2. skoleår, og Josephine sit 4. skoleår.

DSC05531En beskrivelse af deres skole må starte med begyndelsen af dagen, hvor de møder ind. Fra kl. 8.00 til 8.05 er porten åben. Derefter lukkes porten, og kommer du senere, må du ringe på og næsten skamfuldt aflevere en seddel med begrundelse for forsinkelse.

Der er ml. 23-28 elever i klassen. Den enkelte lærer har typisk 3-4 forskellige fagområder, vedkommende skal dække. Læreren omtales ved “Maestra”, og respekten er enorm overfor lærerne.

Én dag spurgte jeg fx. Josephine, hvad der skete, hvis der var larm i klassen? Hun kiggede underligt på mig og spurgte: “Hvad mener du med larm, mor?”.

Et skoleskema for 2. og 4. klasse – (hvilket svarer til 1. og 3. klasse i Danmark) – ser således ud:

Forår 2016 242

Forår 2016 241

Skoledagen er fra 8.05 til 13.05 mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Onsdag fra 8.05 til 16.05. Man kan så vælge at forlænge dagen med “dopo scuola” fra 13.05-15.00, hvor de spiser fra 13 til 14 – og derefter frikvarter = leg (ude eller inde) fra 14-15. Har man valgt “dopo scuola lungo” laver børnene lektier fra 15-17.30, hvor skolen lukker. Der er én lærer til de typisk 15-20 elever, der har ønsket at lave lektier i skolen.

Ved afhentning af barnet er der ligeledes bestemte tidspunkter for afhentning. Når man fx. henter sine børn kl. 16.05 ved den lange dag onsdag, så følges hele klassen ud til porten sammen med deres lærer. Porten åbnes, og hvert barn bliver guidet hen til den respektive forældre eller bedsteforældre, som det også tit er. Når hele klassens børn er afleveret, så kommer næste lærer ud med sin klasse (gående to og to) og det hele starter forfra.

Efterår 2014 145Henter man sit barn kl. 16, kan man få lov til at gå ind i skolens hall. Så vil en pedel ringe fra hall’en til læreren, der laver lektier med børnene for enden af gangen og bede om, at barnet kommer. Billedet illustrerer afstanden fra opringning til klasselokalet for enden af gangen ……. I say no more!

Undervisning er præget af en indlæring, der foregår oppe på tavlen. Læreren forklarer, og eleverne noterer. Der er også noget udenadslære, hvilket kan være alt fra tabeller til lange tekster, rim eller sange, der skal læres udenad. Der er lektier hver dag. Som oftest er det et sted mellem 1-2 timer. Italiensk og matematik er helt klart 1. prioritet. Allerede i 1. klasse (dvs. O. klasse i Danmark) skriver de skråskrift og kan læse let-læselige bøger. I 2. klasse (dvs. 1. klasse) laves der grafer og regnes med decimaler.

Der bliver givet karakter 2 x om året (1 til 10) fra 1. klasse. Det betyder, at de løbende har prøver og test for at se, hvor de ligger.

Sammenligner man niveauet af norditalienske skoler (fra 1 til 5 klasse) med danske skoler er niveauet betydelige højere, hvilket efter min bedste overbevisning skyldes:

  • Man vægter undervisning i italiensk og matematik meget højt.
  • Alle fag (minus gymnastik) er faglige – og praktiske fag eksisterer stort set ikke.
  • Respekten for læreren er stor. Der skal ikke bruges tid på at få ro i lokalet.
  • De laver mange lektier – og disciplinen omkring lektier er høj.
  • Der er ikke temadage, udflugter og andre aktiviteter eller lignende i løbet af skoleåret.
  • De har 28 undervisningstimer om ugen.

Og så er det da tankevækkende, at man i italienske skoler ikke kender til ADHD-børn eller har børn, der skal bruge høreværn for at kunne koncentrere sig!

Continue Reading

Der ER stor forskel ….

DSC05530…. på italienske og danske børnehaver. Lad mig starte med at præsentere mine børns skole. Børnenes skole er en lille italiensk skole beliggende i en lille landsby. Skolen har fra 1. til 5. klasse inkl. en børnehave. I Italien har man ikke O. klasse. Så børnene starter i 1. klasse i det år, de fylder 6 år. I mit tilfælde startede Jonathan i børnehave og Josephine i 1. klasse.

Børnehaver i Italien er et stykke af vejen som danske børnehaver. Der er masser af legetøj, borde og stole og udendørs legeplads. Børnene løber rundt og leger, mens de voksne forsøger at holde ro og orden på dem. Men så holder ligheden også op. Regelmæssighed, rutiner og renlighed må siges at være nøgleordene i børnehaven. Lad mig angribe ordene med eksempler:

Regelmæssighed: Børnene bliver hurtigt bragt i en regelmæssig rytme med hensyn til at spise og lege på faste tidspunkter. Der er ikke anlæg for udflugter (meget få i hvert fald) – og hver dag ligner til forveksling hinanden. Impulsive handlinger fandtes ikke i børnehaven. Selv dét at hente ens barn i børnehaven kunne ikke ske når som helst. Der var faste tidspunkter for aflevering og afhentning. Og man droppede ikke lige ind på et tidspunkt, når det passede én. Porten var låst!

Rutiner: Regelmæssighed og rutiner hænger nøje sammen. Fx. var rutinen at hver dag kl. 12.00 skulle der dækkes bord med dug i børnehaven. 2 børn skulle hjælpe med at hente den varme mad på vognen. Og når alle børn sad klar ved bordene, så skulle 2 udvalgte børn gå rundt med fade og hjælpe til med at give de andre børn mad.

Renlighed: At have børn i børnehave i Danmark betyder ofte, at de er beskidte, når de bliver hentet. Det gør det ikke i Italien. Kl. 13.00 efter maden skulle børnene først børste tænder, og hvor de tørrede sig med deres eget medbragte håndklæde. Derefter skulle alle børn ud på legepladsen, så man kunne vaske gulve og rydde op i hele børnehaven. Selv om børnehavens legeplads var udendørs, hvilket betød; jord, græs, gynger, sandkasse, rutsjebane osv. så var børnene rene, når man hentede dem. Man tillod ikke aktiviteter, der gjorde dem beskidte. Så jeg har aldrig i de 2 år Jonathan gik i børnehave, hentet ham beskidt.

En anden lidt morsom ting er, at har man et problem med sukker i relation til ens barn, så har man et problem. Sukker-politik i børnehaver er ikke nået til Italien. De havde en kæmpe skål fuld af slik i børnhaven, som der blev delt ud af i ny og næ – og ved siden af skålen var der ligeledes en del sukkerindholdende læskedrikke til børnene.

En anden ting der heller ikke er nået til italienske børnehaver er minimumsnormeringen for, hvor mange børn én pædagog må have. I Danmark er det vist højest 6 børn pr. pædagog i børnehaver. I børnehaven var der 1 pædagog og ca. 24 børn. Og selv om det får mange til at tænke: larm, konflikter og stres, så afhjælpes det af dels de 3 “R’er” (Regelmæssighed, Rutiner og Renlighed) sammenlagt med en general stor respekt hos børnene overfor pædagogerne og en ro i børnehaven, der giver én stof til eftertanke.

Continue Reading

Max pinligt!

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at vi havde boet i Italien i nogle måneder – men denne begivenhed skete på 3. år i Italien. Min søn Jonathan havde besøg af sin kammerat fra børnehaven, hvis far kom og hentede ham. Jeg ville – høflig som jeg faktisk er – vise faderen rundt i huset, men gik meget uheldigt i stå i den italienske sætning: ”Tu vuoi …. (vil du) ?” pegende på soveværelset. Det var max pinligt! Der gik adskillige sekunder, som føltes som minutter, og hans meget bedrøvet ansigt og hans fødder der ikke flyttede sig sagde alt.

Drengene ser heldigvis stadig hinanden den dag i dag .. men de har ikke leget hos os siden 🙂

 

Continue Reading

Som feriested

275

  1. Hvis du rejser til Italien, så skal du vide, at italienernes sommerferie er i august måned, hvilket betyder, at mange forretninger og butikker er lukket. Jeg har sågar set en isbutik, der holdte sommerferie lukket i hele august måned.
  2. Når italienerne holder sommerferie, så foretrækker mange at tage ud til havet, hvilket selvfølgelig er meget forståeligt. Men det betyder, at mange feriesteder ved havet er tætpakket af italiener og priserne på leje af lejlighed, hotel, boliger osv. er sat derefter.
  3. Når man booker en lejet bil på nettet kan betaling med VisaDankort ved nogle udlejningssteder være et problem, eftersom det er et debitkort og ikke et kreditkort i Italien. Dermed er reservering ugyldig, når man skal hente den lejede bil. Så book bilen med et af de kendte kreditkort som: Mastercard, Eurocard osv. Så risikerer du ikke at stå i Italien med beskeden om, at du ikke kan få den lejede bil og der i øvrigt ikke er andre udlejningsbiler at få.
Continue Reading

Vidste du at …

  • Anoreksi kan ramme alle

Anoreksi rammer ikke de svage. Eller dem der går meget op i sig selv og deres krop. Eller dem der i forvejen har et kompleks med sig selv. Anoreksi kan ramme alle! Og at jeg blev ramt lå ikke i kortene, hvis du spørger mig. Jeg dyrkede næsten ikke noget motion. Jeg spiste fuldstændigt, hvad jeg havde lyst til. Jeg havde stort set ikke været på en eneste slankekur i hele mit liv. Jeg var generel en meget glad og sund kvinde og pludselig …. så blev jeg ramt.

  • Det rammer ikke kun teenagere

Der er mange unge piger, der bliver ramt af anoreksi. Men med til statestikken hører også kvinder oppe i alderen og drenge og mænd. Så at tro, at det er en ”teenagere-pige-sygdom” er meget forkert. Og så tror jeg desværre også, at der er en del kvinder i min alder, der lever videre med mén efter teenageårenes spiseforstyrrelser. Det er under kontrol, men stadig er deres selvværd og kropsopfattelse flosset. Som min veninde engang sagde til mig …”har alle kvinder ikke en eller anden form for spiseforstyrrelse”.

  • Det skyldes ikke en dårlig barndom

NEJ! Det har absolut intet med en dårlig opvækst at gøre – og i mit tilfælde tværtimod. Jeg kom fra en kernefamilie med far, mor og 2 børn. Voksede op i en familie fuld af kærlighed og tryghed – og hvis jeg selv skal sige det – med sunde og gode værdier til tilværelsen. Ja tilværelsen havde været god for mig og mod mig. Selv mine veninder omtalte vores familie som en rigtig ”kernefamilie”, og hvor jeg indtil en alder af 27 år havde gået igennem livet med kun medgang.

  • Anoreksi handler ikke om mad

De fleste tror, at anoreksi handler om mad. Men det gør det ikke! Mad er bare midlet til at bekæmpe kroppen. Og kroppen er bare hylstret, der rummer ens tanker. Tanker, der fører til handlinger, og handlinger, der giver kontrol og tryghed. Anoreksi handler om tanker, kontrol og tryghed, som jeg skriver i min bog. Helbredelse til anoreksi handler ikke om at få spist noget mad. Det handler mere om at få ”styr” på sine tanker. At få de onde tanker gjort til gode tanker. At få lyst til livet igen. Og det sker ikke bare ved at få nogle flere kilo på kroppen. Det psykiske skal følge mindst lige så meget med som det fysiske. Derfor er det også så vigtigt at have både en diætist og en psykolog tilknyttet ens forløb, mener jeg.

  • Det er ikke mediernes skyld

Citat: ”Piger med spiseforstyrrelser spejler sig i slanke modeller”. Jeg kan selvfølgelig ikke tale på alle unge pigers vegne, når jeg siger, at det bestemt ikke er min opfattelse … – at det er mediernes skyld. Men jeg kan tage udgangspunkt i mig selv og de kvinder, jeg kender med anoreksi og sige, at det er ikke en sygdom, der udspringer af at se tynde modeller i bladene. Som andre lignende psykiske sygdomme tror jeg, at det handler om “at have ondt i livet”. Og ”ondt i livet” er ikke kommet på grund af medierne. Det handler mere om, at når det gør så ondt indeni, så må det også gøre ondt udenpå. Jeg plejer at beskrive det, som at man spinder sit eget spindelvæv. Og man bliver ved og ved. Også selv om man kan mærke, at trådene bliver kortere og kortere og gør mere og mere ondt.

  • Man har ikke et socialt liv

Da jeg talte med min forelægger og spurgte ham, hvad han var mest forundret over ved sygdommen anoreksi, svarede han: ”at det gik ud over ens sociale liv”. Isolationen og ensomheden der følger med sygdommen er efter min opfattelse det værste ved sygdommen. For at forstå det så plejer jeg at sammenligne anoreksi men en depression. Det er som en depression, der har sat sig på den del af hjernen, hvor alt det sjove, det impulsive, det frie, det anderledes og det ukontrollerede udspringer. Den sørger for, at man er ensom. Den fordrejer ens hjerne og gør, at man har svært ved at koncentrere sig. Og på grund af skam over sygdommen, bruger man alt sin energi på at dække over den. Når andre har det sjovt, ser man tydeligst sin sygdom, og derfor vælger man at isolere sig fra andre.

  • Du kan blive rask

Du kan blive rask! – men det gør du i kraft af, at du lærer at leve med din sygdom. Du lærer at kende ”faresignalene” og har redskaberne til at ”bekæmpe de onde tanker”. Jeg betegner den dag i dag mig selv som en ex-anorektiker på lige fod med en ex-alkoholiker eller en ex-narkoman. Jeg har brugt mange år på at bekæmpe sygdommen og den dag i dag er sygdommen bekæmpet til at ”leve med” – hvis det giver mening! Og så handler det om for den anoreksi-ramte at finde det lys, der skal brænde for enden af tunnelen. At finde viljen større end håbet. Og håbet større end tankerne. Og endelig – at få tankerne hørt af andre, der kan yde hjælp.

  • Fortiden glemmes aldrig

Den dag i dag kan jeg af og til føle mig stigmatiseret af mine nærmeste, der kender til min sygdom. Hvis jeg ikke spiser et stykke kage fx. eller ikke tager sovs eller siger nej tak til desserten – så kan jeg se i deres blik, at de tænker tanker fra fortiden. Så føler jeg, at jeg er ”nødt til” at fortælle, hvorfor jeg ikke lige har lyst til et stykke kage. Jeg kan ikke fortænke dem i tankerne, og har nok også erkendt, at om jeg så vejer 80 kg, så vil de stadig tænke de tanker. Jeg slipper aldrig af med prædikatet anorektiker!

  • Kroppen husker

Det er almindeligt kendt, at der er mange bivirkninger ved anoreksi så som udeblivelse af menstruation, man får forstoppelse, man begynder at miste håret, man føler sig træt og svag osv. Hvad der måske er mindre kendt er komplikationer som kan komme som en følge af spiseværingen mange år efter, så som udvikling af knogleskørhed, hævelse i kroppen (ødem), forstyrret væskebalance osv. Jeg får fx. den dag i dag hævelse i kroppen, når jeg indtager salt eller sukker, hvilket jeg ikke er i tvivl om er grundet min sygdom.

  • Anoreksi er et tabu

Da jeg fik anoreksi og vejede mindst og havde det dårligst, var der ingen, der spurgte mig, om jeg var syg. Bevares mine allernærmeste gjorde – men så var det også det! Jeg var på en arbejdsplads med over 350 mennesker. Jeg var til familiesammenkomster. Jeg var til fester. Jeg trænede i diverse fitness-centre. Men der var ikke én eneste, der på min vej spurgte, om jeg var okay!? Havde jeg haft brækket en arm, ville alle have spurgt mig. Det kan være svært at se forskellen på ”normal tynd” og ”anoreksi-tynd” – og så alligevel ikke, synes jeg. Grænsen kan ses, hvis man iagttager, hvad der bliver spist (eller ikke spist). Jeg ved godt, at det kan være svært at sige til en anoreksi-ramt … ”hey – du er godt nok blevet tynd”. Eller ”har du ikke brug for hjælp?”. Men når man er allermest syg, så er det summen af alle bemærkninger, der er med til at få én på rette vej og tænke tanker om helbredelse. Det er ikke fortigelse!

Continue Reading

Den ensomme misforstået sygdom

“Anoreksi er en meget mærkelig psykisk sygdom. På den ene side ønsker man ikke, at nogen skal tage den væk fra én – men på den anden side ønsker man mere end noget andet at blive helbredt og fri for sygdommen. Den trækker hele tiden i to forskellige retninger, og det kan til tider føles, som er man skizofren. Sygdommen er ens bedste ven og værste fjende. Sygdommen bliver skabt inde i ens hoved, og den begynder som en lavine, der ruller og bliver større og større. Til sidst fylder den alt. Alle tanker. Alle handlinger. Hele ens verden. Og man ved ikke selv, hvordan man kommer ud af ens eget selskabte helvede. Jeg plejer at beskrive det som et spindelvæv. Man spinder trådene omkring sig selv, og selv om man kan se end bevægelsesfrihed bliver mindre og mindre og kan mærke, at trådene gør mere og mere ondt, fortsætter man. Man lærer sig selv, at det onde er godt – og det gode er ondt. Man bytter rundt på begreberne. Anoreksi er en evig kamp mod sin krop og sine følelser. Det er fornægtelse af barnet i sig selv og fornægtelse af livet, som det nu engang er”.

Citat fra min bog ”Mit tynde liv”.

Jeg har haft anoreksi. Og for at forstå det, plejer jeg at sammenligne anoreksi med en depression. Anoreksi er som en depression, der har sat sig på den del af hjernen, hvor alt det sjove, det impulsive, det frie, det anderledes og det ukontrollerede udspringer. Den sørger for, at man er ensom. Den fordrejer ens hjerne og gør, at man har svært ved at koncentrere sig. Og på grund af skam over sygdommen, bruger man alt sin energi på at dække over den. Når andre har det sjovt, ser man tydeligst sin sygdom, og derfor vælger man at isolere sig fra andre. Man foretrækker ensomheden.

Kan du ikke bare spise noget mad?

Jeg har som sagt haft det helt tæt inde på livet. Og jeg ved, at de øjeblikke, hvor sygdommen gjorde aller mest ondt, var i selskab med andre. Det var dér, ensomheden og isolationen greb mit hjerte og gennemborede det med utryghed, sorg og følelsen af at være anderledes. Jeg led! Og hvorfor bringe sig selv i de situationer, når jeg i stedet kunne sidde i min egen selvdestruktive, men dog trygge og rare verden. Dén verden, som kun havde ét formål; at sørge for at jeg ikke mærkede noget. En verden der, efter mange menneskers opfattelse, er en selskabt verden for den opmærksomhedshungrende teenager, der synes livet gør lidt for ondt. Reaktionen er i hvert fald typisk: ”Kan du ikke bare spise noget mad!”, hvilket netop for mig at se beviser, at det er en ikke altid forstået sygdom. Den ensomme misforstået sygdom.

Anoreksi handler ikke om mad

For det handler jo ikke om mad. Anoreksi handler ikke om mad. Mad er bare midlet til at bekæmpe kroppen. Og kroppen er bare hylstret, der rummer ens tanker. Tanker, der fører til handlinger, og handlinger, der giver kontrol og tryghed. Anoreksi handler om tanker, kontrol og tryghed, som jeg skriver i min bog ”Mit tynde liv”, der udkom den 30. oktober 2014. Og hold nu op, hvor bruges der mange kræfter og energi på at bekæmpe sig selv og sin krop, mens livet omkring én passérer forbi. Og hold nu op, hvor kan man fortryde mange år, når man kommer ud på den anden side af den mørke tunnel og mærker livet igen – på den dejlige måde. Men man mærker også, at sygdommen ikke helt rangerer på højde med depression, angst, skizofreni og andre psykiske sygdomme. Det er ligesom, det ligger i luften, ”jamen, du er jo selv ude om det”.

Redningskransen

Jeg vil ikke på nogen måde gå ind i en diskussion omkring, hvorvidt den ene sygdom er værre end den anden. Det, jeg bare gerne vil slå et slag for, er, at anoreksi er en hele vejen igennem forfærdelig psykisk sygdom, der tager alt med sig på sin vej. Den fjerner alt det gode, sjove, impulsive og sociale, som livet er fuldt af, og i stedet sørger den for, at man bliver ensom og isoleret fra livet. Og nej – det var ikke noget, som jeg havde bedt om eller regnet med, da jeg i en alder af 27 år blev ramt (så nej, jeg var ikke en opmærksomhedshungrende teenager). Jeg var ikke selv ude om det. Der skete bare nogle hændelser i mit liv, som jeg ikke kunne håndtere. Og så kom redningen. PLASK! En redningskrans – anoreksi – der i første omgang var tiltænkt som en overlevelsesstrategi, jeg kunne holde fast i for ikke at drukne. For drukne var det andet valg, jeg havde. Men redningskransen havde sit eget ensomme liv i vandet. Dén førte mig rundt, og jeg fulgte bare med. Det eneste gode ved redningskransen var, at jeg ikke druknede. Det dårlige var, at jeg aldrig havde været så isoleret og ensom i hele mit liv. For det, man også opdagede, var, at anoreksi var og er et tabubelagt emne. Der var ikke én eneste, der spurgte mig, da jeg vejede mindst (= 36 kilo), om jeg var okay (med undtagelse af min familie og nærmeste venner). Jeg var på arbejdspladser med over flere hundrede ansatte. Trænede i diverse fitnesscentre og så videre. Men ingen sagde noget! Og denne fortielse medførte bare en endnu større ensomhed og isolation. Den negative spiral fortsatte.

Vælg livet!

Min historie kan læses i min bog. Jeg fik professionel behandling og derigennem troen på, at jeg kunne svømme uden redningskrans – og endnu vigtigere var næsten lysten til at svømme, hvorhen jeg selv ville. Så jeg smed redningskransen og valgte livet i stedet!

Og her ender min historie. En historie om den ensomme sygdom anoreksi, som jeg af hele mit hjerte håber, at alle ramte må gøre sig fri af, så de kan komme ud på den anden side og nyde alt det sociale, som livet har at byde på …

 

Continue Reading